Skaaaat, skal vi sælge alt hvad vi har... og flytte ud i skoven?

BLOG 1 af 2

OBS: Følgende eksperiment kan IKKE anbefales.

True story. Men det er et glimrende eksempel på, hvordan man IKKE skal gribe et forandringsprojekt an 😅

April, 2022

Vores lejekontrakt var ved at løbe ud, og jeg var pænt træt af at rydde op og betale for at bo i noget så skørt som et hus 🤔

Corona havde givet mig blod på tanden til at komme ud i naturen, lave bål og hygge mig med Anna og mine 2 knægte. Vi havde haft +50 overnatninger i det fri, så vi følte os hæderlige til den disciplin.

Opfindsom som jeg var, tænkte jeg:

Lad os sælge alt hvad vi har, og bo i telt i skoven.

Temaet skulle være det omvendte af Alene I Vildmarken. Arbejdstitlen var: "Sammen I Baghaven" 🏕️

Anna svarede øjeblikkeligt JA — jeg er oprigtigt i tvivl om hun egentlig lyttede — og efter en kaotisk udflytning, med forudgående loppemarked, fik vi bugseret de sørgelige rester ind til den lokale Pelikan Storage.

Sådan så haven i øvrigt ud den sidste dag.

Skybrud i vejrudsigten ☔️

36 timer uden søvn (!)

Fordi man er vel god til at udsætte handlingen til, når der virkelig er noget der brænder på – fx udflytningstidspunktet...

…. OK træt efter 36 timers non-stop oprydning.

På med ja-hatten, afsted med os til Schweiz. Et par gode venner lånte os et hus midt i bjergene, den første måned af de tre, vi ikke havde bolig ❤️⛰️

Og lad mig være bundærlig... Den sommerferie gik rigtig hurtigt. Ikke mindst med at FORTRÆNGE og UDSÆTTE, hvordan projektet skulle gribes an, når vi kom hjem til virkeligheden 😬

Mon ikke det går... tænkte jeg.

Jeg skulle blive klogere.

1-2-3 Peanuts 🥜

Inden vi flyttede, var jeg HELT sikker på, at det vanskeligste ville blive reglerne for teltning i de danske statsskove:

• 1 nat det samme sted

• Max 2 telte ved siden af hinanden

• Max 3-personers telte

Så DET forberedte jeg mig på. Og på at pakke hele lortet sammen hver morgen.

Men det første RIGTIGE problem ramte os inden kl. 07 den første morgen:

... Hvordan får vi lavet madpakker til drengene? 🌯

Hvordan kunne vi overse, at mad skal på køl???

Så afsted til bageren. En sandwich til hver 💸

Og noget så simpelt som at skaffe vand og komme af med affald? Det gjorde hverdagen fuldstændig kaotisk.

Over budget, over tid, under forventning 📉

Sådan lyder JERNLOVEN for store projekter, formuleret af professor Bent Flyvbjerg.

Kort sagt: store projekter går sjældent som man forestiller sig. Især ikke hvis man aldrig har prøvet det før.

Hans råd er lige så simpelt, som det er ubehageligt:

Tænk langsomt. Handl hurtigt, altså forbered dig grundigt, og eksekver hurtigt.

Jeg gjorde præcis det modsatte, da jeg flygtede fra problemerne i de schweiziske alper... ⛰️

Altså forberedte mig til virkeligheden.

"Jeg skal bare tage mig sammen"

Nu skal du høre, hvorfor jeg lige valgte at dele historien jeg ellers grundigt havde begravet i 4 år.

467 af jer har svaret på mit spørgeskema. Og når jeg læser svarene, er der én linje der går igen og igen. Den lyder nogenlunde sådan:

"Ofte at jeg er for ambitiøs, og så ender det jo med, at jeg 'fejler', om end jeg har et kæmpe drive og høj grad af selvdisciplin."

Læs den igen.

Kæmpe drive. Høj selvdisciplin. Fejler alligevel.

Og her er en anden:

"Kommer nogen gange til at træne for hårdt, så jeg ikke kan træne dagen(e) efter. Hvis jeg går all out, har jeg også en tendens til at blive syg."

Over budget. Over tid. Under forventning 📉

Jeg manglede heller ikke vilje i skoven.

Jeg havde ja-hat, blod på tanden, en kone der sagde JA på et splitsekund, 50+ overnatninger i rygsækken og en baggrund fra militæret.

Og det gik ad h... til alligevel.

For de 50 overnatninger gjorde mig ikke til en mand, der kunne BO i skoven.

De gjorde mig til en mand, der kunne holde FERIE i skoven 🏕️

Det er forskellen på erfaring og forudsætninger.

Det kaldes selvtillidsbias: vi overvurderer vores evner, så vi slipper for at forholde os til, HVORDAN projektet egentlig skal løses – og hvilke kompetencer vi i-k-k-e ved, vi mangler.

Og jo længere du er fra dit mål, jo dyrere bliver de forudsætninger, du IKKE har.

…Derfor er den perfekte detaljerede plan og en komplet udstyrsliste IKKE det første du får brug for på Topform Uden Træning, når vi starter den 1. september 😉

Og hey... Hvis du har startet forfra 4 gange og konkluderet, at du mangler disciplin?

Så tager du sandsynligvis fejl.

Jeg forklarer hvorfor i morgen...

For på dag 9 af vores eventyr ringede telefonen.

Det var kommunen 😳

… Fortsættelse følger.

Dag 9 i skoven.

BLOG 2 af 2.

Telefonen ringer. Det er kommunen:

"Vi kan se, at du ikke har en fast bopæl registreret, så vi vil høre, om du stadig er sammen med dine børn"...

WTF 😳

Jeg svarede, at det måske lød lidt mærkeligt, men at vi jo var sammen nærmest konstant — fordi vi var flyttet i skoven. Og boede i et telt.

Hun svarede, at det var dejligt at høre, at alt var som det skulle være 😆

Anna og jeg grinede af den bagefter. Vildt, at der ikke var nogen form for kontrol, hvis de nu oprigtigt troede, vi legede Hans & Grethe.

Nå, men...

Skal jeg være ærlig, så ramte den opringning dybere, end jeg indledningsvist troede.

Følelsen af at være en far, som kommunen havde i søgelyset.

Men det var ikke opringningen, der var det værste.

Det gik først op for mig 4 uger senere… Jeg skal nok vende tilbage til det.

Skam

Det var nemlig den følelse, der stod klarest i min erindring, da jeg læste jeres besvarelser fra spørgeskemaet.

Her er 3 udtalelser fra jer. Jeg har omskrevet dem MINIMALT, så det på ingen måde kan gættes, hvem der har skrevet dem:

"Hvis jeg skal have plads til f.eks. at komme ud at løbe et par timer om ugen, skal det jo tages et sted fra: enten min nattesøvn, mit arbejde eller tiden med børnene. Og det kan jeg ikke rigtig få til at føles i orden."

"Uanset hvad jeg kaster mig over, følger den dårlige samvittighed med. Selv når jeg endelig er afsted, fylder den alt."

Og så var der én, som gik hele vejen:

"Hvis jeg er helt ærlig, er hensynet til min familie blevet min undskyldning. Det er nemmere end at prioritere mit eget helbred."

Læs den igen 🎯

Der var mange flere i samme genre. Og de handlede ALLE om skam over at bruge tid på sig selv.

Men også om noget andet: frygten for at gå i gang med (endnu) et projekt, man ikke gennemfører.

Granatchok

Den frygt kender jeg indefra.

I månederne efter skoven befandt jeg mig i en slags granatchok. Jeg turde ikke sætte noget som helst i gang, fordi jeg var begyndt at tvivle på min egen dømmekraft.

Ville jeg overhovedet kunne gennemføre xyz?

Og hvilke konsekvenser ville DET så få for min familie?

Jeg havde tilført rigeligt med kompleksitet de sidste par måneder 😬

Måske havde jeg drømt lidt for meget om Viggo Mortensens rolle i Captain Fantastic, hvor han bor i skoven med sine 6 børn.

Fantastisk film. Og den handler i virkeligheden slet ikke om at bo i skoven. Den handler om, hvad der sker, når et livsprojekt først bliver stillet til regnskab BAGEFTER.

For da familien rammes af en tragedie, vælter spørgsmålene ind over ham. Fra svigerfaren. Fra børnene. Og til sidst fra ham selv:

“Var det hele en fejl?”

Glimrende spørgsmål. Bare stillet flere år for sent.

Men nu skal du høre det, jeg lovede at vende tilbage til.

Min familie brokkede sig ikke ét sekund

Ikke ét. I alle 4 uger vi var uden et sted at bo.

Forestillingen om, at de var utilfredse og bebrejdede mig den situation, vi var havnet i?

Den levede kun ét sted.

I min egen bevidsthed.

Så al den skam, jeg gik og bar rundt på — og al den handlingslammelse der fulgte med — byggede på en antagelse, jeg aldrig havde efterprøvet.

Jeg havde ikke spurgt dem. Ikke én gang.

Og det er dét, der er den egentlige lærestreg:

Det var ikke skoven, der væltede mig. Det var de antagelser, jeg aldrig fik kigget efter i sømmene.

Svaret hedder Plan B

Vi laver nemlig ikke en avanceret plan.

Vi bygger det, jeg kalder Russerplanen 🚀

Din minimumsstandard. Den du ALTID kan klare.

Ikke på din bedste dag. Men på en helt almindelig tirsdag, hvor du er flad kl. 17, ungen er syg, og der ligger 40 ulæste mails.

Den skal også holde, når livet for alvor viser tænder — sygdom, skilsmisse, fyring. Og den virker sågar på ferie. Flere af mine CEO-klienter sværger til den, når de står strandet på et hotel uden GYM.

Men det er tirsdagen, der afgør det. Katastroferne kommer sjældent. Tirsdagen kommer hver uge.

Og Russerplanen er så lille, at ingen — heller ikke dig selv — kan kalde den egoistisk.

Det er ikke din gode dag, der afgør, om det lykkes.

Det er den dårlige. Og den kommer — uanset hvor godt du planlægger.

Spørgsmålet er kun, om du har en plan, der stadig virker DEN dag 👇

👉 [Se forløbet her — LINK]
//JakeUp

PS: Vi bor i hus igen. Og nu ved du så også, hvorfor jeg er så glad for at slå græs 🌱