Mikroeventyret i hængekøjen. Hvad der i virkeligheden skete...

I går var jeg så frisk og eventyrlysten, at jeg tænkte, “I nat tager jeg en overnatning i naturen”. Det er blevet mit nye dogme, at jeg 1 gang ugentligt skal finde en måde, hvorpå jeg kan sove i det fri.

Klar til afgang - Eventyr forude... 

Klar til afgang - Eventyr forude... 

Min erfaring med udesovning er begrænset til dét, jeg gjorde som soldat for snart 20 år siden, hvor vi blev vækket 3-5 gange pr. nat med kanonslag, eller fordi vi blev overfaldet af en anden deling, der mente, at de skulle indtage vores position. 

 

Det betyder, at når jeg sover ude, alene eller med min søn, så er det ham der sover, og mig der ligger med ét øje åbent konstant, klar til at springe ud i skyttegraven og tage kampen op. Jeg elsker at være ude, lytte til alle dyr i skoven, og nyde de vilde farver. Men at kalde overnatning i det fri for en fornøjelse for mig, er så meget sagt. Så det er et af målene med at sove mere ude. At blive i stand til at nyde det fuldt ud. 

 

Nå, men tilbage til turen i går, som jeg flashede på INSTA her til morgen.

Så kan natten bare komme an...

Så kan natten bare komme an...

Det så kamp-idyllisk ud. Min plan var følgende (inden jeg tog afsted):

 

  1. Tag mountainbike ud i skoven, medbring så lidt som muligt, så jeg kan have det i rygsækken. 
  2. Lav en lejr inde midt i skoven, og sov indtil solopgang. 
  3. Ved solopgang, cykle en tur på MTB rundt i skoven, og slut af med en dukkert i havet. 

Her er hvad jeg medbragte, som tog mig 1 1/2 time at pakke! Jeg gennemgik den 5 gange inden afgang, så jeg var sikker på at have alt med. 

Så lidt som muligt, der skulle kunne være i min 20 liters rygsæk:

 

  • Fleece Reactor Sovepose (en lille tynd sag, der kan gøre din eksisterende sovepose endnu varmere)
  • Tæppe
  • Hængekøje
  • Tarp (teltflag/pressenning)
  • Dunvest
  • Fleecebukser
  • Termokande med varm the
  • 1/2 plade chokolade
  • Handsker
  • Hue
  • 1 bog at læse i, det blev til Microadventure bogen. (Glemte pandelampe [head to palm] godt jeg havde iPhone som backup.)
Pakket og klar til afgang...

Pakket og klar til afgang...

 

Hvad der i virkeligheden skete

 

Kl. 22.30 slukkede det store lys i skoven, og jeg gik til køjs. 

 

Efter at have kæmpet mig ned i soveposen, der ikke var varm nok, måtte jeg op og tisse. Godt så, fik det ordnet, og hoppede tilbage til køjs. 

 

Det er lidt af en bedrift, da jeg skulle vriste mig ned i posen, uden at mosle så meget, at hængekøjen kastede mig af. Og mine poter var inde i posen, så hvis jeg blev sparket af hængekøjen, som en arrig rodeohest, så ville det være min snude, jeg tog af med. 

 

Efter lidt kamp, lagde jeg tæppet ovenpå soveposen, men begyndte at kampfryse på min røv og ryg. Jeg var overbevist om at det ville være varmt nok, da jeg jo var hævet over jorden, og derfor ikke i direkte kontakt med jorden. Ændrede efter 45 min strategi, hoppede ud af posen og lavede 75 skovskider-squats på stedet og et par kuskeslag. 

 

Imens beundrede jeg den komplet lydløse skov, med månelyset, der var som en projektør. 

 

Fik flashbacks til psykologiske thrillers, hvor et menneske sprinter halvnøgen og skrigende gennem skoven iført sønderflået blondeundertøj med blodstænk, forfulgt af en bindegal tosse med en compoundbue… 

 

"Jacob, det var bare en film, og husk nu, det er de færreste tosser der rent faktisk gider at sove ude midt i ingenting! Og du har heller ikke blondeundertøj på!!!"

 

Tilbage i posen, og denne gang var det, som om den magiske søvndyssende vugning fra side til side i hængekøjen, bar frugt. Den opstod vel som en reaktion på den systematiske vejrtrækningsøvelse jeg lavede, der skulle hjælpe mig med at falde i søvn. 

 

Tæppet havde jeg denne gang lagt, så det kunne varme mig nedefra. Yes, det føltes som om jeg kunne holde varmen. Så var der måske alligevel hold i den podcast jeg forleden hørte, hvor en fridykker (Wim Hof aka Ismanden) fortalte, hvordan hans vejrtrækningsøvelse kunne bruges til at håndtere kuldepåvirkning

 

Efter 10 min var det same-same. Hundefrøs, og var ved at være godt træt af det hele. Men jeg havde jo sat mig som mål, at jeg skulle sove ude, køre mountainbike om morgenen og tage men dukkert. Klokken var 00.49, og hvis jeg skulle hjem skulle jeg jo også pille hængekøje og tarp ned. Uden lys… 

 

Jeg skrev til Anna (min kone) at der var møg-koldt. Mens hun lå og ammede vores 6 mdr. gamle knægt skrev hun, at jeg skulle komme hjem. Hun troede nok, at jeg enten var ved at dø af forfrysninger, var blevet kidnappet eller fået akut anafylaktisk chok som følge af de talrige stik af en flok blodtørstige malariamyg.

 

SMS med min kvinde, i den varme seng...

 

Lige da jeg skulle til at svare hende, at jeg blev derude…

 

...blev stilheden flækket af en række høje mystiske brøl, og massiv trampen i jorden. Lyden kom fra mindst 3 forskellige steder rundt om mig. 

 

 

Jeg formede mine hænder som halvkugler, satte dem bag mine ører, lukkede øjnene, og formede min mund som en abe, der laver parringsbrøl. Det var en metode jeg lærte i militæret, når man vil forstærke sin evne til at kunne opfange lyde i det fri. Det er nu, at det virkelige mikroeventyr starter, tænkte jeg kort. Lige indtil jeg tænkte:

 

"Shit mand, har jeg nu lavet lejr midt i en flok 250 kg-muskuløse-kronhjortes kampareal.”*
 

Jeg hoppede ud af soveposen, tog min kniv i hånden, og stillede mig ud for at iagttage min kommende skæbne. Der gik ikke mange sekunder, før det komiske gik op for mig i, at jeg ville tage kampen op mod et gevir på 1 meter mod min foldekniv på 7 cm… hmm… Efter et par minutter, hvor jeg fik testet mine binyrers evne til at udskille stresshormonet kortisol (they work) begyndte lydene at aftage, og det lod til, at faren var drevet over. 

 

Nå, men nu stod jeg så der. Klokken var 01.30, jeg var frisk som en havørn, frøs som en en pingvin uden flæsk på kroppen, og ingen udsigt til få lukket et øje resten af natten. 

Jeg opvejede plus/minus og blev enig med mig selv om at kaste håndklædet i ringen. Mit mål med turen var en fed oplevelse, og en del af det var rent faktisk at sove. 

 

Jeg lavede en reverse-engineering på min bivuak, dvs. pakkede den sammen i modsat rækkefølge af hvad jeg havde sat den op i. Memorerede heldigvis, hvordan jeg havde fastgjort snorene i hvert hjørne på bivuakken til omkringliggende træer. De sidste 2 snore, der kaldes for ridgelinen, var jeg nød til at kappe med kniven, da det vidst var blevet bundet med en kællingeknude. 

 

(Note to self: lær at binde rigtige knob til næste gang. Det gode ved det var dog, at jeg fik gavn af min kniv, nu hvor jeg ikke fik kæmpet mod kronhjorten.)

 

20 minutter senere var alt pakket ned, og jeg cyklede afsted gennem den mørke skov uden lys, andet end det månen gav mig. Jeg havde jo ligesom ikke tænkt mig at cykle om natten, men om morgenen. 

 

Næste fase gennem Dyrehaven, som er ufattelig smuk når der som i går var fuldstændig stjerneklart, mødte jeg synet af Eremitageslottet, der stod som Grev Draculas Slot. 

 

Videre, hvor jeg var ved at blive torpederet af et par hjorte, der krydsede vejen foran mig. 

 

5 min efter var jeg hjemme, sad i køkkenet og drak en portion varm hummerbisque med min kone. Kontrasten var skærende. Lidt slukøret over, at det absolut ikke var gået som jeg havde håbet. Men samtidig komisk, hvordan natten havde udviklet sig. 

 

Og hvad kan man så lære af det?... 

Jeg ser 2 relevante ting, der umiddelbart springer i øjnene:

 

1) tro ikke på alt du ser på INSTA, det er glansbilleder. 

Jeg brugte 1 1/2 time på at pakke tasken, for at komme afsted, så det var absolut ikke easy peasy. 

Jeg overvejede flere gange, om jeg overhovedet skulle poste det fede billede jeg havde taget, hvor lejren var sat op. Fordi jeg havde jo ikke gennemført det, som jeg havde håbet. Hvad ville I mon tænke, hvis jeg skrev, at det hele var gået i vasken. Måske skulle jeg bare lade være med at poste noget. På den anden side var det også for kujonagtigt. Og det nytter jo heller ikke noget, at jeg udgiver mig for noget, jeg ikke er. Practice what you preach. Jeg er ikke BS Christiansen eller Bear Grylls, selvom jeg godt gad at kunne de ting, de kan. Det er jo bl.a. derfor jeg tager afsted. 

 

2) Giv ikke op, fordi det ikke lykkedes. 

Efter sådan en oplevelse som i går, ville det være naturligt aldrig at tage afsted igen. Og havde jeg været en person, der var blevet tvunget til at tage i skoven, og oplevet hvor ubehageligt koldt det var, så ville det nok også være min sidste tur. 

 

Men det er det ikke. Nok nærmere modsat. 

 

Jeg er blot blevet endnu mere opsat på at få knækket koden, til at være i naturen med overnatning, hvor det er en fed oplevelse. Jeg har lært en del, og det skal naturligvis bruges til den næste tur. 

 

Det, du måske kan bruge min oplevelse til, er bedre at forstå hvad der sker i dit liv, når du forsøger at ændre din livsstil. 

 

Du har måske kastet dig ud i at træne som de Rigtige Mænd, men glemt alt om at handle ind. 

Du kommer til kort når du skal følge en opskrift, og når du har været til fødselsdagsfest i weekenden, hvor du drak dig i hegnet og spiste lagkage for 3, bliver du overdænget af skyld og skam, som var du en gravid nonne

 

Du fortæller efterfølgende dig selv en historie om, at du er sådan en, der ikke kan finde ud af at leve sundere, og vender tilbage til de gamle vaner. 

 

Bullshit. 

 

Du var blot ikke forberedt på, hvad livet kastede efter dig. Så lær af dine fejl, og op på hesten eller op i hængekøjen igen, for mit vedkommende. 

 

*Til et møde i dag, hvor jeg talte med en jæger, fik jeg dog at vide, at jeg skulle være yderst uheldig, hvis kronhjortene skulle have angrebet mig.